Velkommen til Ryvangs Allé 8 i det eksklusive Ryvangskvarter et sjældent udbudt håndværkertilbud med et væld af smukke detaljer, tidløst design og historisk særpræg.
Ejendommen, der rummer 234 m² boligareal plus 126 m² kælder og 88 m² uudnyttet tagetage, er et klassisk arkitekttegnet hjem fra 1913, skabt af arkitekt P.A. Rosenkilde Gram. Med en symmetrisk, hvidpudset facade, mansardtag og fine detaljer, emmer huset af elegance og godt håndværk.
Indenfor er der højt til loftet, store regulære rum med masser af lys og luft, smuk stuk, dekorative loftrosetter, høje paneler, fyldningsdøre, originale vinduer med trukket glas og meget mere. De store vinduespartier forsyner naturligvis ejendommen med et fantastisk lysindfald.
Hele huset har smukke plankegulve, der i stueetagen endda har været dækket med kork de sidste 70 år, hvilket må formodes at have bevaret dem i fin stand. For at etablere det store, sammenhængende køkkenalrum blev der i tresserne fjernet nogle oprindelige skillevægge, som her må have sat sine spor i det underliggende, plankegulv.
3 store stuer en suite rummer plads til hele familien. Den største stue mod nordvest er i åben forbindelse med husets køkkenalrum.
Køkkenet er specieldesignet i rustfrit stål, tegnet af arkitekt og nuværende ejer Teit Weylandt, der er manden bag vores ikoniske VOLA-armaturer, som han tegnede i samarbejde med Arne Jacobsen i 1968, samme år hvor han købte dette hjem. Naturligvis er køkkenet ligesom resten af huset udstyret med fine VOLA-armaturer.
Via det præsentable indgangsparti er der fra ejendommens entré adgang til stuer, køkkenalrum, garderobe, gæstetoilet og det fine trappeløb med balustre, der fører op til 1. etage og ned til ejendommens højtliggende, tørre kælderetage.
På 1. etage finder du fire store værelser hvoraf et med udgang til balkon et mindre værelse, badeværelse og fordelingsgang.
Ejendommen rummer et væld af detaljer og muligheder. Til inspiration deler Teit Weylandt sine egne tegninger af ejendommens eksisterende planer sammen med forslag til ny planløsning på 1. etage med forslag til trappe op til 2. etage, hvor de 88 m2 i tagetagen kan udnyttes med tilladelse fra Københavns Kommune.
Grunden er omgrænset af grønne træer og beplantning, hvilket sikrer privatlivet i naturskønne omgivelser både i forhaven og baghaven.
Mod Ryvangs Allé er en ældre garage, hvor tiden og efeuen har flettet sig sammen på finurlig vis. Her er der mulighed for at bygge en ny garage, lige som der også kan etableres holdeplads til bil nummer to tæt ved husets hoveddør.
Villaen er beliggende I et af Københavns absolut mest eksklusive områder, tæt ved strand og lystbådehavn, præget af smukke, arkitekttegnede ejendomme, grønne omgivelser med gamle allétræer og en historisk atmosfære, der er sikret for fremtiden gennem en bevarende lokalplan.
Dette er huset til dig, der ønsker en bolig med historie, sjæl og store muligheder for at sætte dit eget præg alt sammen på en af byens mest eftertragtede adresser.